|
Tahuantinsuyu - Inkaernes Univers - En rejse gennem Ecuador, Peru og Bolivia Cuntisuyu Der findes mange skabelsesmyter og overleveringer om de første inkaer, men der er mange fællestræk, så det skulle være dækkende her kun at fremstille et par stykker: “Viracocha, den store skabergud, besluttede at skabe en verden. Først frembragte han jorden og himlen; dernæst begyndte han at forme mennesker, der skulle leve i Verden, ved at skære giganter ud af sten og give dem liv. Alt syntes at gå udmærket, men efter nogen tid begyndte giganterne at kæmpe indbyrdes og nægtede at arbejde, så Viracocha erkendte, at han blev nødt til at udrydde dem. Nogle gjorde han til sten igen, og disse kæmpestatuer kan i dag ses i Tiahuanaco og Pucara, resten druknede han i en stormflod. Da den sank tilbage, efterlod den de store søer Titicaca og Poopo, og man kan stadig finde muslingeskaller i skrænterne fra dengang havet brølede helt op til Altiplanoet Viracocha reddede to stenmennesker fra stormfloden, og med deres hjælp skabte han en ny menneskerace på størrelse med sig selv. Men Verden var stadig mørk, så Viracocha kunne ikke beundre de nye mennesker, han havde formet. Derfor greb han ned i bunden af Titicacasøen og trak Solen og Månen op. Nu blev verden lys om dagen og endnu lysere om natten, for dengang lyste Månen mere end Solen. Det var først, da Solen blev jaloux på Månen og kastede en håndfuld aske i ansigtet på den, at de blev sådan, som vi kender dem i dag. Viracocha besluttede nu at skabe en menneskerace, der skulle være bedre end alle de menneskelige væsener, han hidtil havde formet, og ved Pacaritambo, hvor der fandtes to små huler (ifølge visse versioner af myten “vinduer”), frembragte han en ny race af mænd og kvinder. Ud fra dem kom først forfædrene til inkalandsbyfolket og sidenhen fire brødre og fire søstre, som skulle blive stamfædre til den kongelige inkafamilie. Med besked om at grundlægge et mægtigt imperium sendte Viracocha brødrene og søstrene ud i verden. De gennemrejste langsomt landet, opholdt sig et år her og et år dér og lærte verden at kende. Men snart begyndte den ene af brødrene, Ayar Cachi, hvis navn betyder "salt", at volde besvær. Han var den stærkeste af de fire og elskede at lege med store sten og klipper, som han væltede ned ad skrænterne, så der dannedes dybe bjergkløfter. "Ayar Cachi er ved at blive alt for stærk," sagde brødrene og søstrene. "Han ødelægger landet fuldstændigt." De lod, som om der var en vældig skat skjult i en bjerghule og lokkede Ayar Cachi til at gå ind i den, hvorefter de lukkede indgangen forsvarligt. Den næste broder Ayar Ucho, hvis navn betyder "peber", besluttede at leve i landsbyen Huanacauri. "Her vil jeg bygge en helligdom og her, forvandlet til sten, bliver jeg. Som dens vigtigste gud bliver jeg udødelig," sagde han. Den tredje broder Ayar Sauco, hvis navn betyder "glæde", bestemte sig til at blive blandt bønderne for at våge over deres såning og høst og blive hædret som en markernes ånd. Den fjerde broder Ayar Manco og hans fire søstre nåede langt om længe til det sted, hvor Cuzco ligger i dag. "Lad os bygge vor hovedstad her," sagde en af søstrene, Mama Ocllo, og de rørte jorden med en gylden stav for at beslutte nøjagtigt, hvor byens centrum skulle ligge. Da de begyndte at bygge, gik det op for dem, at det ikke var nogen nem opgave. Der var intet højland omkring stedet, der kunne beskytte byen. En voldsom vind suste dag og nat, og selv ikke sten kunne modstå den. Manco erklærede, at den eneste løsning var at fange vinden og lukke den inde i lamaernes bås, indtil han havde bygget byen, og det lykkedes ham med stort besvær. Men en dag hørte den anden broder, som var blevet på markerne, vinden hyle i sit forsøg på at slipe ud. "Hvad har du gjort med min vind?" spurgte han. "Du kan da ikke sådan spærre en fri ånd inde." "Hvad skal jeg ellers gøre?" spurgte Ayar Manco. "Hver gang jeg begynder at bygge et hus eller et tempel, blæser vinden det omkuld." Ayar Sauco elskede imidlertid vinden og betragtede den som sin egen, for den hylede omkring hans hytte hver dag, og han følte sig fortabt uden den. Men han forstod sin broder, og derfor sagde han: "Du kan få lov til at gemme vinden i lamabåsen én dag, men så må du slippe den ud. På den ene dag skal du bygge Cuzco og det store Soltempel." Ayar Manco var desperat. Hvordan skulle han kunne bygge en kæmpestad og et tempel på kun én dag? Men så fik han en idé: Han tog et stærkt reb, klatrede op på den højeste bjergtop og slog en løkke rundt om Solen, da den gled forbi. Han bandt enden af rebet omkring en klippe og tøjrede Solen på himlen, så den ikke kunne fortsætte sin daglige rejse. På den måde forlængede han dagen i uger og måneder, så det aldrig blev mørkt, og Solen dermed aldrig gik ned. I dag kendes den høje klippe over Machu Picchu som "Solens Tøjrpæl", og flere steder er der “Intihuatanas”, som efter sigende havde til opgave at tøjre Solen. Da Manco igen befriede Solen, og den lange, lange dag var forbi, var den store by Cuzco bygget, og Soltemplet stod i dens midte. Nu åbnede Ayar Manco lamaernes bås, og vinden fløj bort til bjergene. For at holde den væk fra den nye by fik Ayar Manco høje bjerge til at rejse sig omkring Cuzco, så vinden aldrig mere kunne ødelægge menneskets værk. Fra den tid kendes Ayar Manco som Manco Capac, den Mægtige Konge og Herre, og Manco og hans søsterhustru Mama Ocllo blev de første inkaherskere.” Følgende skabelsesmyte ligner den første på mange punkter, men begynder ikke med selve skabelsen - den tager udgangspunkt i de to udsendte børn af Solen: “I en tid for længe siden havde menneskene hverken huse eller byer. De kunne hverken pløje eller spinde, de kendte intet til guder og havde intet andet formål med livet end at spise og holde sig varme. De boede i huler og gik klædt i skind - de levede på randen af menneskelig eksistens. Da Solen så ned på menneskene, fik han ondt af dem, for han vidste, at de havde bedre muligheder, og han besluttede at sende sin søn, Ayar Manco, og sin datter, Mama Ocllo, ned på Jorden for at fortælle menneskene om agerdyrkning og kultur. Før de forlod ham, gav han dem en gylden stav, der var en halv meter lang og to fingre tyk. "Ligegyldigt hvor I standser op for at spise eller sove, skal I stikke den i jorden. De fleste steder er jorden hård, og staven kan ikke gå ned. Men en dag vil I komme til et sted, hvor den synker ned som i vand, og der skal I bygge byen Cuzco. Den skal hedde Solens hellige by, for der vil mit tempel rejse sig, og alle mennesker skal vide, hvem jeg er." Nu forklarede Solen sine børn, hvordan de skulle lære mennesker ting, og hvordan de skulle sørge for dem, sådan som Solen sørger for jorden, akkurat som en fader sørger for sine børn. Derefter satte han dem begge to ned på Solens Ø i den store sø Titicaca, og de begyndte deres værk i verden. Fra Titicaca drog Solens to børn nordpå, og hvor de end holdt hvil, forsøgte de altid at få den gyldne stav i jorden. Endelig kom de til en smuk dal, og dér ved et sted kaldt Huanacauri smuttede den gyldne stav ned i jorden i dens fulde længde, som sank den i vand. "Det er her, vi skal bygge vores faders tampel," sagde Inkaen, Solens barn. Så rejste Inkaen Manco Capac nordpå, og hans søster Mama Ocllo drog tilbage mod syd for at samle de mennesker, der skulle blive inkastammen. Overalt, hvor de kom frem, blev de genkendt som børn af Solen og adlydt og æret. Folk var ivrige for at følge dem og bygge huse og templer under deres ledelse. Efterhånden som byen tog form, lærte Solens børn menneskene, hvordan de skulle opdele jorden og hvordan de skulle så korn og dyrke grøntsager og frugt. De lærte dem at fremstille plove, at grave overrislingskanaler, holde lamaer til kød og uld og sy sko af deres skind. Søsterhustruen lærte kvinderne at væve og sy klæder og tilberede den nye mad, de skulle spise. På denne måde bragte Solens børn, de første inkaherskere, fred og fremgang til hele landet, sådan som deres fader havde ønsket det.” Det er værd at bemærke, at både stednavne som Huanacauri og Titicaca og personnavne som Manco Capac og Mama Ocllo går igen i begge myter. En markant forskel på myterne er dog skaberrollen, der besiddes af hhv. Viracocha og Solen, og således tillader Manco sig i den første myte at tøjre den gud, der i den anden myte er hans far. Begge myter er dog meget udbredte og accepterede i Andesbjergene, selvom vi i den vestlige verden kun i begrænset omfang kan blive klogere af dem. Viracocha benævnes således undertiden med tilnavnene “Kon Tiki” og “Illac”. Thor Heyerdahl, manden bag Kon Tiki-ekspeditionen, mener at “Tiki” ganske enkelt betyder “Solen”, men det kan også være et ord fra aymara-sproget, mens det er chimúernes ord “Kon”, der betyder Solen. Kon skulle efter sigende have styrtet sig i bølgerne, da Irma Pachacámac, “Verdens Bevarer”, kom og standsede al regn, men da inkaerne erobrede Perus kystland, blev Pachacámac sammensluttet med Viracocha. Således kan Viracocha altså gennem tiden have opslugt adskillige guder, og det er måske derfor han har så mange facetter. Ifølge kronikøren Huaman Poma de Ayala var menneskenes forfædre “Vari Viracocha Runa” - “Landets Viracochamennesker” - inkarnationer af skaberguden. Det eneste ubeskadigede billede, man har af Viracocha, befinder sig på Solporten i Tiahuanaco, hvor han græder tårer, som ifølge visse forskere står for regn og frugtbarhed. Det er dog ikke engang sikkert, at figuren på Solporten er Viracocha. Uanset om man har dette ene billede af ham eller intet, kan det i hvert fald slås fast, at han fremstår som en i høj grad my(s)tisk skikkelse, der ruger over inkaernes ældste hemmeligheder. Manco Capacs efterfølgere er ligesom han selv delvist virkelige og delvist mytiske personer, idet den første halvdel af inkaernes kongerække er omgivet af et tykt tøgslør. Hvad der er sagn, og hvad der er decideret historie, må være op til den enkelte at bedømme. Overleveringerne lyder på nogle punkter meget realistiske, mens de andre steder er ret virkelighedsfjerne, hvis ikke ligefrem absurde. Inkaerne havde ikke noget skriftsprog, kun deres quipuer (et avanceret system af snore), som spanierne ødelagde mange af, og manglen på overleveret skrift har også skabt stor spredning i stavningen af de fleste stednavne og personnavne, eftersom de er blevet oversat til skriftsprog efter gehør. Alle begivenheder fra Manco Capac og frem til Inka Viracocha, samt alle stavemåder overhovedet, må således tages med et gran salt: Efter at Solens Børn havde oplært quechuaerne og aymaraerne, der levede som vilde indianerstammer i Cuzco-regionen, i forskellige færdigheder, blev Cuzco grundlagt. Manco Capac og Mama Ocllo inddelte Cuzco i to dele: Hanan, den øvre bydel, tilhørte Inkaen, mens Hurin, den nedre bydel, blev tilegnet hans hustru. Betegnelsen “inka” stammer fra indianersproget quechua og betyder “herre”, så det er misvisende, når vi i dag kalder hele folket for “inkaerne”. Det er egentlig kun herskeren, Sapa Inka, der er en inka - resten af rigets indbyggere kaldte sig selv for “quechua-stammen”. Flere af inkaerne fik ligeledes tilnavnet “Capac” - hersker, men om der er en forskel på at være herre eller hersker - eller begge dele på en gang - ved vi ikke. Endnu en gang spoleres en videre udforskning af et uløst spørgsmål af spaniernes vandalisme under erobringen. Dermed er det op til en række kronikører at overlevere historiens gang, men disse er næsten alle præget af en skeptisk spansk kultur eller en lidt for naiv indfødt kultur. Man opdeler ofte kronikørerne i to lejre: Toledo-skolen og Garcilaso-skolen. Førstnævnte er opkaldt efter den spanske vicekonge i Peru fra 1569 til 1582, Francisco de Toledo, og i hans fodspor fulgte bl.a. den fantasirige pater, Fernando Montesinos, og Sarmiento Gamboa. Garcilaso-skolen har fået navn efter mestizen Garcilaso de Inddelingen i skoler er grov - f.eks. er der jesuitten Bernabé Cobo, der var negativt stemt overfor selve riget, men efterhånden blev mere og mere positivt stemt overfor indbyggerne. Han anses for at være en af de mest nøjagtige og nøgterne kronikører. Cristóval de Molina samt Martin de Murúa er ligeledes svære at placere. Udover kronikørernes beskrivelser giver de administrative opgørelser, visitas, også et billede af de forgangne tider, for de indeholder mange oversigter med fokus på lokalsamfundet. Der eksisterer således en bred horisont af iagttagelser fra tiden efter Tahuantinsuyus fald, og fælles for alle optegnelser er det faktum, at inkaerne på et par århundreder formåede at ekspandere fra at være en lille højlandsstamme (måske under høvdingen Manco Capac?) til at skabe et mægtigt rige. De samlede en lang række særprægede folkeslag, der alle havde særlige færdigheder og ekspertise indenfor bestemte områder, hvilket gav dem en mangfoldig viden og mulighed for at bygge et enestående samfund op. Felípe Huaman Poma de Ayala tegnede kun de 12 første inkaer, der ifølge ham var de eneste retmæssige (kronede) inkaer. Flertallet af historikere tror, at alle tolv har levet - mere tvivlsomt er det dog, hvorvidt de har udført alle de imponerende bedrifter, som der fortælles om. De syv første af dem er dog alle tvivlsomme, mens de sidste fem alle med garanti er historiske personligheder. Mindre forvirring bliver der ikke af, at Inka Pachacúti har snydt ved at fjerne Inka Urcon fra overleveringerne, fordi denne efter sigende skulle have indgået giftermål med ikke-aristokratiske kvinder og desuden have forført nogle af de udvalgte soljomfruer. Alle tidsangivelser herfra og til og med Yahuar Huácac er gætteværk udfra de få oplysninger, vi har om f.eks. de enkelte herskeres sammenstød med andre folkeslag, som vi også ved lidt om. Ifølge sagnet (Ayala) blev Manco Capac 160 år, og i slutningen af det 12. århundrede blev han afløst af Sinchi Roca, der underlagde sig flere lokale stammer, men han er blevet ret overset p.g.a. en mani med at stikke øjnene ud på sine fjender. Dette er et typisk træk for inkaernes historie: Grusomhed gør dig ikke nødvendigvis berømt! Lloque Yupanqui fortsatte erobringerne i Cuzco-dalen samt ved Titicacasøen fra begyndelsen af 1200-tallet og et halvt århundrede frem. Han skildres af Ayala med rød turban, gul kappe og en violet tunika med 3 smukt mønstrede bælter. Hans navn betyder “den kejthåndede med de mange bedrifter”, og han stod for den første egentlige erobringspolitik, derunder fæstningsbyggeri, krige og belejringer. Det var under ham, at inkaerne overtog ayllu-systemet fra aymara-folket. Mayta Capac (ca. 1250-1280) udvidede riget til collaernes by Chuquiapu (i dag Efter at Capac Yupanqui (ca. 1280-1320) havde overtaget magten, blev dele af det peruanske kystland samt Cochabamba-dalen i Bolivia indtaget. Yupanqui samlede quechuaerne og aymaraerne i et fællesskab, hvor sidstnævnte folk fremfor at være oprørsk og uroskabende nu udgjorde et vigtigt fundament for riget. Han dyrkede i høj grad okkultismen og spurgte ofte guderne til råds. Selvom han rådede over den bedste hær indtil nu, benyttede han sig af sine diplomatiske evner til at udvide riget helt til regnskovsbrynet i øst og til Potosí i syd uden krig. I hans regeringstid lærte man at blande bly i sølv, så sidstnævnte dermed blev flydende og dermed støb-bart. Af denne grund blev bly kaldt “curuchec” - “det, der får til at glide”. Capac Yupanqui sendte sin søn, Auqui Topa, ud på togter, og denne sendte i ny og næ venlige hilsener hjem til sin far i form af nedslagtede fjenders kønsorganer. Magten blev dog tildelt den knap så brutale - men ifølge Ayala coca-gale! - Inka Roca (ca. 1320-1360), der som hærfører undertrykte flere stammer i Andesbjergene og Bolivias højland. Mod nord blev hans fremtrængen dog stoppet af lokale stammer, og også chancaerne voldte problemer med små oprør af og til. Hæren blev sendt mod junglen i øst, fordi Inkaen ønskede dyr fra dette område, men den blev hurtigt reduceret i omfang som følge af det uvante klima og sult. Hærføreren måtte vende hjem til Inkaen, der skuffet måtte konstatere, at regnskoven ikke var inkaland. Dermed fik inkaernes rige en meget aflang form, der strakte sig langs Sydamerikas Stillehavskyst fra nord til syd. Et af de få positive resultater, der kom ud af ekspeditionerne i denne tid, var opdagelsen af guano (fuglegødning) i kystområderne. Dermed kunne man forbedre landbrugs-systemerne, og i det hele taget blev riget på flere punkter sikret indadtil under Inka Roca. Ifølge Ayala blev riget først nu navngivet Tahuantinsuyu og inddelt i “de fire dele af Jorden”. I spidsen for hver fjerdedel stod en apucuna, en vicekonge af inkaslægt, og disse fire udgjorde Apucuna-rådet. Roca fik som den første titlen Sapa Inka, “den enestående inka”. Yahuar Huácac (ca. 1360-1390), hvis navn betyder “den, der græder blod”, levede et behageligt og mageligt liv i Cuzco. Garcilaso de Viracocha Inka (ca. 1390-1438) var ikke den udvalgte efterkommer til tronen, men hans resolutte handling ved at afsætte sin gav ham den nødvendige opbakning til at overtage magten. Forinden havde han nedkæmpet et oprør i nord, han ifølge overleveringerne forudså gennem en drøm, og hans kampgejst og tapperhed gjorde ham til en værdsat og meget ofte hyldet regent. Han fik tilnavnet “det skæggede fantom” p.g.a. sit skæg, der var et yderst sjældent syn blandt indianerstammer i Andesbjergene. Han fortsatte udvidelsen af riget, hvor bedstefar Roca slap, og overskred Andes i syd ved at trænge ind på pampaen i det, der i dag er Argentina. Snart blev inkaerne (igen) truet af chancaerne, der var på vej mod Cuzco. Viracocha Inka sendte sin søn, Yupanqui, mod fjenden med en mægtig hær. Det lykkedes kronprinsen at vende den truende situation til sejr, og dermed blev chancaernes territorie en del af inkaernes rige, der nu omfattede hele højlandet. I 1438 blev Yupanqui udråbt til hersker under navnet Pachacúti, "Verdensvenderen", og dermed træder vi for alvor ind i historiebøgerne; oplysninger om begivenhederne i riget bliver mere talstærke fra dette tidspunkt. Mange anser tilmed Pachacúti for at være den egentlige grundlægger af inkariget. Så snart han kom på tronen, udvidede riget sig med forbløffende fart. Han stod selv i spidsen for imponerende felttog, som hurtigt opslugte alt og alle omkring sig. Som følge af Andesbjergenes isolation i forhold til det meste af omverdenen, var det en smal sag for inkaerne at underlægge sig de ensomt beliggende stammer én for én. Efterhånden som hæren kom frem, blev der bygget veje, fæstninger og proviantlagre, hvilket gjorde det muligt for inkaerne at holde de undertrykte i et jerngreb. Inkaerne havde ingen teknologiske fortrin, men deres forsyningssystem samt talmæssige overlegenhed gjorde udslaget på erobringstogterne. Hæren blev mere og mere erfaren for hver sejr. Ofte delte Pachacúti hæren i tre, hvoraf de to angreb, mens den sidste holdt fjenderne hen. En af grundene til inkaernes militære effektivitet var det velgennemtænkte vejsystem, hvor de brede veje sørgede for, at hæren kunne bevæge sig effektivt og sikkert frem. Qollqas, lagerbygninger, udgjorde forsyningssteder langs ruterne, og der var flere tusinde rundt omkring i riget. I fredstid beskyttede de mod hungersnød, i krigstid var de vigtige proviantlagre for hæren. De indeholdt bl.a. chuñu (frysetørrede kartofler), charki (tørret kød) og andre konserverede fødevarer; dertil kom kapper, uld, stoffer og militærudstyr. Hæren benyttede lamaer til transport af alle disse forsyninger. Den eneste hær på fuldtid var Sapa Inka's private, og den bestod af ca. 10.000 soldater, alle fra rigets overklasse, mens de andre krigere normalt var bønder. Hver provins skulle afgive et bestemt antal krigere afhængig af provinsens størrelse. De foretrukne våben var slynger og køller med hoveder af obsidian samt spyd og sværd fremstillet af chonta-træ. Soldaterne bar vatterede beskyttelses-tunikaer, en hovedbeklædning samt skjolde af træ. Hærens sang og musik, sidstnævnte frembragt af benfløjter og konkylietrompeter, forvirrede ofte fjenderne, men skabte samtidig en særlig stemning omkring de store slag. Når selveste Sapa Inka af og til deltog i selve slaget, sad han godt beskyttet af 1.000 soldater. Det militære system var inddelt efter decimalsystemet. En chungacamayoc var således ansvarlig for ti krigere. Over ham stod en pichcachungacamayoc, der styrede 50 mand; næste trin i hierarkiet var en pachacamayoc, der stod i spidsen for 100. Systemet fortsatte med en guarangacamayoc (1000), en apu, kaptajn (2.500) og en hatun apu (5.000). Hærens forskellige stammer og befolkningsgrupper blev anvendt udfra deres individuelle kvaliteter som f.eks. særligt kendskab til visse terræner og klimaforhold. Den øverstbefalendes titel var apusquipay, og han rådede således over et gigantisk netværk af enheder og disses ledere, hvilket var en stor strategisk force under inkaernes ekspansions-togter. Under Pachacúti var op mod 70.000 mand i kamp, og det siges, at Topa Inka engang førte 250.000 mand frem ved ét stort slag i Ecuador. Når inkaerne havde i sinde at indlemme en ny stamme i riget, sendte de først et bud i forvejen for at tilbyde dem en fredelig løsning: De skulle acceptere at blive en del af Tahuantinsuyu, men hvis de modsatte sig dette, var inkaerne nådesløse. Først angreb slyngekastere og køllekrigere, dernæst fulgte et kaotisk håndgemæng, som inkaerne næsten altid vandt, og de brugte ofte taktiske kneb som f.eks. at sætte ild i græsset for at forvirre fjenden. De overvundne fjender blev nedslagtet, deres hoveder blev hugget af, og deres kranier blev belagt med guld og brugt som pokaler til at drikke af, mens tænderne blev sat i halskæder. Nogle gange blev ligenes huder brugt som trommeskind. Tilfangetagne blev sendt til Cuzco, hvor Sapa Inka trådte dem på nakken som et sejrssymbol. Denne meget barbariske version af inkaernes krigsførsel er formentlig præget af spaniernes forsøg på at dække over egne gerninger, for de fleste overleveringer er ikke nær så grusomme som ovennævnte. Hvis de lokale gik ind på inkaernes betingelser, ville de blive pålagt at følge inkaernes livsstil og dyrke guden, men opfyldte de dette, måtte de dertil gerne fortsætte med f.eks. at dyrke deres egne guder. De overvundne stammer blev oplært i bl.a. at bygge proviantlagre, vandingsgrøfter og landsbyer for at forbedre agerbruget, og de mest betydningsfulde lokale blev sendt til Cuzco og oplært i inkaernes samfundsstruktur. Hvis der var tendenser til småoprør p.g.a. undertrykkelsen, blev jorden givet til loyale folk, mens de opsætsige blev sendt til et andet område. Byttet fra erobringerne blev sendt til Soltemplet i Cuzco. Omkring 1470 faldt chimúernes rige på Perus nordkyst, og dermed var den sidste egentlige modstand overvundet. De øvrige modstandere blev nærmest fejet væk af inkaernes enorme hær, og efter 10 års krig trak Pachacúti sig tilbage til Cuzco, hvorfra han lavede en række love og påbud, der skulle holde sammen på det efterhånden ret omfattende rige. Men selvom Pachacúti lavede mange strenge love, der også gjaldt ham selv, hændte det dog i eftertiden, at hans efterkommere på tronen brød dem, hvis de ikke var til regentens fordel - Sapa Inka var altså til dels hævet over loven. Pachacúti befalede, at alle skulle kunne tale quechua, der dermed blev gjort til rigets officielle sprog, men der endte alligevel med at være over 700 forskellige dialekter af sproget. Soldyrkelse blev stats-religion, og alle lokale festligholdelser blev erstattet eller suppleret med en tilsvarende inkafest. Tidsregningen blev ifølge overleveringerne standardiseret til 12 måneder, der hver var på 30 dage, men eftersom inkaerne var meget dygtige indenfor astronomi og bl.a. baserede deres landbrug på himmellegemernes bevægelser, må man formode, at der var et mere præcist system, der desværre ikke har overlevet århundredernes gang. Man tilskriver også Pachacúti æren for mange af de imponerende bygningsværker, der i dag står efterladt som ruiner overalt i Andesbjergene, koncentreret omkring Cuzco. Han restaurerede Cuzco og skabte ud af den en smuk hovedstad. Han indledte ligeledes byggeriet af den kolossale fæstning, Sacsayhuamán, på en bakketop nord for byen. På mange måder fremstår Pachacúti som en pendant til den danske konge, Christian IV, der netop stod i spidsen for mange storslåede bygningsværker. Mens det eksisterende rige blev konsolideret fra Cuzco, blev sønnen Tupac Yupanqui sendt på erobringstogter til fjerne egne. Tupac erobrede nyt terræn i højlandet og kystegnene, men i Amazon-området gik det ikke bedre end under Inka Roca, og inkaerne måtte endda lægge ryg til deres første nederlag p.g.a. manglende kendskab til junglen. Mod syd voldte araucanianer-stammen store problemer, og det kom til et af de største slag i den tid, der i Europa kaldes Middelalderen, det varede over tre dage, og der var tusindvis af døde og sårede, før inkaerne måtte erkende, at her gik grænsen for deres kolossale rige. Tupac blev nu sendt på en mere fredelig ekspedition efter guden Irma, og i nærheden af Ica hørte han rygter om, at Irma havde været i klammeri med chimúernes gud, Kon, og dermed var faldet i Solens unåde. Derfor fandt Pachacúti på et nyt navn til guden - Pachacámac, dannet af ordene Pacha, “verden”, og Camac, “den som tager sig af”. Man tilegnede et tempel syd for Lima til den nye gud, og dette blev et af imperiets rigeste. Dermed var Pachacúti’s triumf fuldkommen - hans storhed som “verdensvenderen” blev bekræftet af “verdensopretholderen”, Pachacámac. Hvis man ser bort fra den dunkle skygge fra fortiden, Manco Capac, er Pachacúti den absolut største inka i rækken. Efter 33 års regeringstid blev Pachacúti afløst af Tupac Yupanqui, der blev udråbt under navnet Topa Inka (1471-1493). Han fortsatte togterne og endte helt nede ved Paraguay-floden, langt borte fra Cuzco. Det siges, at han stillede spørgsmålstegn ved Solens lyst til at fortsætte sin evige gang over himlen, hvilket forfærdede hans præster, der dog måtte acceptere regentens skepsis. Tvivlen er dog næppe kommet flere undersåtter for øre, da dette ville pille ved selve imperiets grundsten, soltilbedelsen, samt troen på, at Inkaen var Solens Søn. Tahuantinsuyu strakte sig nu i længden hele Styringen af riget var - især under Pachacúti og derefter - fremragende organiseret. Selvom inkasamfundet er svært at klassificere, kan man godt sige, at det var bygget op som et pyramidesystem, hvor Inkaen selvfølgelig var placeret i toppen. Efter ham fulgte Inkaens Råd, som bestod af lederne af rigets fire dele. Til den øverste halvdel hørte også en mængde andre betydningsfulde personer, et slags aristokrati, hvor de fleste var af samme slægt som Inkaen. Aristokraterne bar nogle kolossale øresmykker, der hang ned fra øreflippen, så det så ud, som om de havde nogle meget store ører, og derfor fik de navnet “orejones” - “dem med de store ører”. Blandt aristokraterne var også de noget mindre betydningsfulde curacaer, lederne af de stammer, der ikke var inkaer af slægt, men som var blevet indlemmet i riget under erobringstogter. Ingen fra denne overklasse skulle betale skat. I den nederste halvdel af pyramiden var landsbyformænd, camayocer, de ansvarlige for et bestemt antal bondefamilier. Disse skulle alle betale skat i form af afgrøder, dyr eller lignende beregnet udfra deres samlede produktion. En tredjedel gik til soltemplerne (og dermed Solguden), og en anden tredjedel gik til Inkaen, så det var ikke meget, der blev tilovers til familierne. Det var nødvendigt at samarbejde for at overleve, og derfor var familierne organiseret i aylluer, en slags klaner, der fungerede som et fællesskab. Disse blev styret af udvalgte ledere. Alle blev født ind i en ayllu, og man var bundet til sin ayllu livet ud. I virkeligheden udgjorde hver eneste by en ayllu - selv Cuzco var i realiteten en sådan. Ayllu-systemet havde været benyttet i Andesbjergene af flere tidligere store kulturer, men selve ordet "ayllu" er lånt fra Aymara-folket. Inkaerne overtog aylluerne fra de stammer, som de havde underlagt sig, og de blev således en meget vigtig grundsten i imperiet. Hver ayllu havde ansvaret for opdyrkningen af et jordområde, størrelsen af dette varierede fra ayllu til ayllu. Hvert efterår blev jorden opdelt mellem de enkelte medlemmer i aylluen, og hvert ægtepar fik i snit ca. For at man kunne styre samfundet ordentligt, blev der regelmæssigt foretaget optællinger af runaquipaer, optællere udsendt af Inkaen. Resultaterne blev bundet ind på quipuer, et system af snore i forskellige længder og knuder i et varieret antal, hvor også placeringer, farver og størrelser havde en betydning. Quipu-camayocer (quipu-vogtere) underviste i snorenes anvendelse og symbolik. Quipuerne blev benyttet til alle mulige formål, f.eks. til beretninger om historiske begivenheder eller optælling af dyr, mennesker og afgrøder. De var bygget op om decimalsystemet, men alligevel er kunsten at fortolke dem i dag kun kendt af nogle få af inkaernes efterkommere, for desværre betragtede spanierne quipuerne som djævelens værk og ødelagde dem, hvilket har resulteret i, at vi i dag kun kender visse dele af inkaernes historie. Nogle forskere er kommet frem til, at sorte snore stod for “tid”, røde for “hæren” eller “konger”, grønne for “fjender”, gule for “guld” og hvide for “sølv”. På én velbevaret quipu har man desuden fundet tallene 12, 365 og en gang til 365 - tre tal, der oftest findes i astronomiens verden, og dermed ligner quipu-systemet noget af det tætteste, man kan komme på et skriftsprog. Man har ofte fundet quipuer i grave, og nogle mener, at quipuerne indeholdt magital, der forhindrede, at den døde gik igen, men i sidste ende er det dog nok mere sandsynligt, at quipuerne kun fulgte med runaquipaer i graven, ligesom krigeren får selskab af sit våben og fiskeren får vedlagt sin harpun. Da Inka Pachacúti omkring 1450 forenklede og reorganiserede de gamle traditioner og skikke, førte dette blev til nogle meget strenge love. Forbrydelser mod samfundet var tabu, fordi dette jo også var en forbrydelse mod Inkaen og dermed Solguden. Lovene blev administreret af embedsmænd, der skulle kontrollere hver befolkningsgruppe. Overleveringerne er dog ikke helt entydige omkring straf. Nogle fortæller, at man i tilfælde af små forseelser fik én chance til at forbedre sig, men anden gang var der dødsstraf. Ved grove forbrydelser, f.eks. mord, tyveri, indbrud i statsmagasiner, ødelæggelse af broer eller besøg hos udvalgte kvinder, faldt dødsdommen med det samme. Visse kilder siger dog, at den skyldige ved enhver form for forseelse i første omgang blev sendt "i lære" og opdraget i at opføre sig ordentligt. Man forventede en bedre opførsel af overklassen, så i tilfælde, hvor folk fra underklassen blot blev opdraget, kunne man f.eks. finde på at torturere aristokratiet. Dødsstraf bestod som regel i hængning, stening eller i at blive skubbet ud over en klippekant. Dovenskab blev også betragtet som en frygtelig forbrydelse, fordi dette berøvede Sapa Inka hans arbejdskraft. Mange kilder påstår, at inkasamfundet ikke kendte til fængsler, men ikke desto mindre eksisterer ordene “uatay uaci zancay”, der betegnede nogle huler indrettet under jordoverfladen, hvor man under forhold alt efter rang og klasse indespærrede undersåtter, der havde forbrudt sig mod loven. Tahuantinsuyu er gennem tiden blevet påduttet adskillige mere eller mindre prangende titler, der dog alle er blevet uddelt i ordets værste betydning: Socialistisk, feudalt, autoritært og sågar nazistisk er ordene, man har fundet velegnet til et samfund, der dog på mange positive måder var forud for Europa. Det er således ikke helt forkert, når et mindretal kalder Tahuantinsuyu for “verdens første velfærdsstat”. Huayna Capac (1493-1528), “ung mand med smukke handlinger”, foretog en markant ændring i imperiets opbygning, der sidenhen blev meget skæbnesvanger. Han flyttede hovedstaden til Quito i det nuværende Ecuador og dermed den nordligste del af riget, men på denne måde blev det enorme rige umuligt at kontrollere - det omfattede nu over én million kvadratkilometer, fra det nuværende Colombias sydlige grænse i nord til Maulefloden i Chile i syd. Han undrede sig ligesom sin far over, hvorfor Solen dag ud og dag ind blev ved med at bevæge sig frem og tilbage over himlen - blev den styret af en endnu højere magt? Ifølge visse overleveringer troede man først, at Huayna Capac var steril, men skylden blev pålagt hans førstehustru, coyaen, så hun blev tilsidesat for en anden kvinde. Men efter et stykke tid fødte coyaen et barn, Huascár, der altså var en ægte, men for manges vedkommende uvelkommen, efterkommer af Inkaen. I stedet fødte en af Huaynas elskerinder ham en anden søn, Atahualpa. Men Huayna Capac holdt af begge sine sønner og kunne derfor ikke beslutte sig for, hvem der skulle overtage tronen, så efter hans død i 1527 blev riget delt i to: Atahualpa fik den nordlige halvdel (Ecuador og Nordperu) med hovedstaden Quito, mens Huascár fik rigets gamle hjerte mod syd (Central- og Sydperu samt Bolivia og videre sydpå). Det siges, at Huayna Capac engang bad huacaet (helligdommen) Pariacaca om råd, og til svar fik han at vide, at fjerne gudeskikkelser, der bar skæg ligesom skaberguden, Viracocha, snart ville ankomme til kysten og erobre riget. Dette gjorde ham meget sørgmodig, og han lod derfor en række interne uroligheder stå til - måske valgte han med vilje at lade skæbnen råde, da han ikke selv kunne tage beslutningen om at vælge sin tronarving? Hjalp Huayna Capac Tahuantinsuyus grumme skæbne på vej? Han døde med fred i sindet, men efterlod et splittet rige, som hans to sønner ikke kunne enes om. Det siges, at de bl.a. var uenige om, hvorledes dele af den ældgamle mumie-tradition foregik. Huascár var i sidste ende den ægte efterkommer, og han sørgede derfor hurtigt for at blive kronet af ypperstepræsten tidligt i sørgetiden, men Atahualpa var en dygtig hærfører og fik derfor opbakning fra de øverstbefalende i hæren. Urolige år fulgte, og i 1532 tørnede halvbrødrene sammen i et stort slag nær nutidens Ambato syd for Quito, hvor tusindvis af tapre mænd mistede livet. Efter slagets første dag så det ud til, at Huascár skulle sejre, men under et baghold den følgende dag blev han taget til fange. Atahualpa drog nu med sin hær mod syd, og i november samme år nåede han til Cajamarca, godt I 1492 opdagede Columbus den nye verden, Amerika, og eftersom han troede, han havde fundet en søvej til Indien, kaldte han de indfødte for “indianere”, deraf den betegnelse vi anvender om de indfødte i dag, selvom den er politisk ukorrekt. I Europa var Spanien på samme tid i en voksende magtperiode, og efter at spanierne havde generobret deres eget land (“reconquista”), ønskede de nu at vende blikket mod nye verdener, nærmere betegnet de amerikanske kontinenter vest for den iberiske halvø, og erobre dem (“conquista”). Francisco Pizarro var en spansk soldat, der var blevet forældreløs allerede som barn, og han kunne hverken læse eller skrive, men han blev opmuntret af spændende historier om de fjerne lande på den anden side af Atlanterhavet. Den spanske konge udnævnte ham til guvernør over den fjerne egn, som spanierne kaldte “Peru” (efter en nærliggende flod, som de indfødte kaldte “Biru”) og Pizarro endte med at stå i spidsen for en række ekspeditioner til Sydamerikas nordvestkyst. I Panamá indgik han en pagt med to af sine kammerater, hvor de tre hver især symboliserede henholdsvis Faderen, Sønnen og Helligånden. Det var således fra starten med korset i hånd, at Sydamerika blev udforsket. I 1532 ankom han med en lille gruppe spaniere til til inkahavnen Tumbes på rigets nordkyst. Ifølge de fleste beretninger blev Pizarro kun eskorteret af under 180 mand (heraf en del til hest), og spaniernes kraftigste våben var en lille kanon. Det lykkedes den lille gruppe conquistadores at få fat på en indfødt, der blev oplært som tolk, og Pizarro og hans mænd bevægede sig nu over land mod syd. Der er mange forskellige versioner af de følgende begivenheder - her er hovedtrækkene samt de mest bemærkelsesværdige variationer taget med: Inka Atahualpa hørte, at de fremmede havde slået lejr ikke langt fra Cajamarca, og disse nyheder gjorde ham ikke bange, men derimod nysgerrig. Det varede da heller ikke længe, før Pizarro sendte bud efter Inkaen, og da de to hære mødtes for første gang, var det et imponerende syn, der mødte spanierne. Atahualpa havde aldrig før set en hest (inkaerne kaldte dem “enorme får”), og det var der en spanier, der bemærkede. Han red frem i fuld galop mod Inkaen og standsede først nogle få centimeter fra ham, men Atahualpa var aldeles udtryksløs og upåvirket og viste overhovedet ikke nogen tegn på frygt. Inkaens frygtløshed samt inkahærens størrelse gjorde et ubehageligt indtryk på den lille gruppe erobrere, og Pizarro overbeviste sine mænd om, at de måtte anvende list for at overvinde inkaerne. Atahualpa ankom den følgende dag, midt i november 1532, i sin guldbærestol til Cajamarca, og med sig havde han 6.000 mænd, der ifølge de fleste kronikører var ubevæbnede. Han nåede frem til byens torv, hvor den spanske præst Valverde stod med Bibelen i den ene hånd og et kors i den anden. Han forklarede Atahualpa, at han var udsendt af den spanske konge for at missionere, og at alt stod i den bog, han havde i hånden. Valverde prædikede for Inkaen, der dog hurtigt tog Bibelen fra ham for at undersøge den. Atahualpa så på tegnene i den og tog den op til øret for at lytte til den, men den sagde ham intet, og han smed den derfor med væmmelse på jorden. Mange bortforklarer den efterfølgende massakre med Inkaens respektløshed overfor kristendommens hellige grundlag, Bibelen, men Atahualpa kunne - ligesom Pizarro - jo hverken læse eller skrive, så det må betragtes som mere sandsynligt, at overfaldet var planlagt på forhånd, sådan som visse overleveringer fortæller det. Det er i hvert fald sikkert, at i samme øjeblik, som Inkaen smed bogen fra sig, sendte Pizarro sine tropper til angreb, og inkaerne mistede overblikket under bagholdsangrebet. De kongelige livvagter kæmpede med de bare næver for deres Sapa Inka. Det siges, at da hans bærere fik hugget armene af, bar de ham i deres hengivenhed videre på skuldrene, indtil det lykkedes spanierne at vælte bærestolen. Ifølge spanierne var det Pizarro selv, der tog Atahualpa til fange, men den historie er nok nærmere pral end sandhed. I hvert fald betød hans tilfangetagelse, at inkaerne opgav kampen. De lod uden modstand spanierne plyndre deres lejr - ingen forsøgte at befri Inkaen! Over 6.000 indianere mistede livet, og endnu flere blev såret i løbet af de blot to timer, som slaget varede. Under sit fangenskab i Soltemplet i Cajamarca forstod Inka Atahualpa, at spanierne ønskede guld. Han tilbød et rum - ifølge en myte sit fængsel - fyldt med guld for at blive løsladt. Han beordrede derpå, at Coricancha, soltemplet i Cuzco, blev ribbet, og skatten ankom i 200 læs (ifølge visse historier var der 700 læs!). På blot ét læs var der 700 plader fra templets vægge, og hver plade vejede Nogle kronikører påstår, at Atahualpa fra sit fængsel gav sine undersåtter besked om, at hans tilfangetagne halvbror, Huascár, skulle henrettes. Dette ville, set i lyset af de følgende begivenheder, være en tåbelighed og ondskab uden lige fra Atahualpas side, selvom én af forklaringerne efter sigende skulle være, at han troede fuldt og fast på spådommen om Tahuantinsuyus undergang og således ikke ville ændre skæbnens gang. De fleste holder sig dog til, at Huascár blev myrdet inden bagholdet i Cajamarca. Ifølge de spanske overleveringer beordrede Atahualpa hele Huascárs ayllu dræbt, men igen må man erindre, at spanierne gerne så deres egne handlinger overskygget af noget endnu værre. Skatten blev delt mellem spanierne, og de sendte desuden et skib fyldt med prægtige værdigenstande til den spanske konge, men skibet dukkede aldrig op, hverken i Spanien eller andre steder! Resten af skatten blev fordelt mellem erobrerne. Den bestod af bl.a. pokaler, ornamenter, vaser og sølvhestesko samt majskolber af guld og sølv - alt blev smeltet om til barrer, og således forsvandt en enorm kulturel skat fra Jordens overflade. Pizarro selv tog bl.a. Sapa Inkas trone af massivt guld. Spanierne frygtede dog mere og mere et angreb fra inkaerne, og de sov derfor i fuld udrustning. Pizarro ville nu af med Atahualpa for at svække eventuelle oprørske inkaer yderligere, og han nedsatte derfor en inkvisitionsdomstol, hvorfra Inkaen bl.a. blev beskyldt for mordet på broderen Huascár, bigami, afgudsdyrkelse og ægteskabet med sin søster. Spanierne havde desuden hørt “rygter” om, at Atahualpas krigere var ved at organisere en hær nordpå, hvilket selvfølgelig var en løgn, og han blev dømt til døden og skulle snart brændes. Dette forfærdede Atahualpa, for ifølge inkaernes religion betød ødelæggelsen af éns krop, at man ikke ville få et liv efter døden. Han accepterede at lade sig døbe kristent mod i stedet at blive kvalt. Flere personer i Pizarros følge protesterede, men dommen blev fuldbyrdet i sensommeren 1533 - “Francisco” Atahualpa blev stranguleret! Nu rykkede spanierne ind i Cuzco, hvor forrådslagrene blev ribbet. Til spaniernes store overraskelse foregik det uden det store besvær. På vejen dertil havde man mødt en del af Atahualpas hær, men flere af Huascárs tilhængere havde valgt at støtte de fremmede, så også denne forhindring blev ryddet af vejen. Spanierne begik talløse grusomheder og udviste en grådighed uden lige. De satte en marionet på tronen, men alligevel blev inkaernes modstand større. Større angreb begyndte, og samtidig opstod der store uenigheder indbyrdes mellem Pizarro og hans mænd. Den 26. juni 1541 slog hans følgesvende til med et snigmord, og i tiden derefter fortsatte uenighederne mellem de spanske conquistadores, hvilket resulterede i flere snigmord og halshugninger. Imens var spaniernes Inkamarionetter, der skulle neddysse eventuelle opstande, ved at gøre det stik modsatte. I kølvandet på den ægte Inka, Atahualpa, kom der én dukke, Topa Huallpa (1533), men han blev hurtigt dræbt, og derefter fulgte Manco Inka (1533-1545), der snart begyndte at agere som en alt for livlig sprællemand. Spanierne ydmygede ham på det groveste ved bl.a. at voldtage flere af hans hustruer for øjnene af ham, men i 1936 anvendte Manco Inka i ægte Inkaånd fæstningen Sacsayhuamán udenfor Cuzco ved at indtage den og forskanse sig bag dens mure uden nævneværdig modstand. Spanierne stod generelt svagt i Peru på dette tidspunkt, og gennem seks måneder gjorde inkaerne livet surt for erobrerne i Cuzco. Spanierne indså, at man måtte bruge list, og en nat gik hæren i en stor bue uden om Sacsayhuamán. Den følgende morgen satte man angrebet ind, men samme aften døde Francisco Pizarros bror Juan, og spanierne mistede hele tiden mænd. I et sidste desperat forsøg angreb de tilbageværende 50 spaniere - det gjaldt alt eller intet for begge parter, og på mirakuløs vis lykkedes det spanierne at trænge de indfødte på flugt. Manco Inca overlevede og trak sig tilbage til Ollantaytambo, hvor en anden af Pizarros brødre, Hernando, indledte et kort angreb for at tage inkalederen til fange. Inkaen og hans undersåtter havde forskanset sig på toppen af fæstningen, og da spanierne forsøgte at forcere de stejle terrasser på vejen op, blev de mødt af pile, rullesten og spyd. Desuden sørgede Manco for at lede vandet fra Patacancha-floden ud igennem et net af kanaler, således at det oversvømmede spaniernes minimale bevægelsesområde for foden af Ollantaytambo. Da hestene nu ikke længere kunne bevæge sig frit, var slaget tabt, og Hernando Pizarro og nogle få overlevende spaniere måtte resignere og vende tilbage til Cuzco. Manco Inka blev dog ikke sidenhen nogen trussel for den spanske kolonimagt. Efter sigende blev han myrdet af en lille gruppe spaniere, han ellers havde givet husly i to år i det fjerne Vilcabamba, nordøst for ruinbyen Machu Picchu. De var som Diego de Almagros allierede stukket af fra Pizarro, da denne forsøgte at sikre sin magtposition i Cuzco ved at udrydde alle sine rivaler, deriblandt Almagro. Efter endnu en dukke, Paullu Topa Inka, fulgte adskillige andre marionetter, deriblandt Tupac Amaru, der startede et mægtigt oprør mod spanierne og fik samlet en stor hær. Fra sit skjul i det Vilcabamba ledte han årtiers kamp med overfald på små spanske styrker og konvojer, og først under den spanske vicekonge Toledo blev den fjerne provins indtaget. Endnu en gang var det en enorm indfødt styrke, der blev underkuet af en mindre gruppe spaniere, der dog havde fået en vis støtte i nogle lokale krigere, og i 1572 blev Tupac Amaru taget til fange, hvorefter han snart blev halshugget på plazaen i Cuzco. Her blev hans hoved for en tid hængt op som advarsel til enhver, der ville sætte sig op mod den spanske kolonimagt. Efterhånden begyndte sørgende tidligere undersåtter dog at valfarte til det ophængte hovede i så stort et antal, at hovedet blev fjernet og lagt i graven sammen med resten af Inkaens krop. Årene fra 1532 til 1572 blev alle præget af spaniernes forsøg på at komme af med forskellige oprørsledere, men hver gang én oprørsleder blev slået ihjel, dukkede en ny op. De fleste af oprørene blev sat i scene fra det skjulte Vilcabamba, men samtidig fandt en masse intriger sted på kryds og tværs af spaniere og andre inkaefterkommere hjemme i Cuzco, og det er da i det hele taget også svært at blive klog på, hvad der skete hvornår, hvor og hvorfor. Den bedste kilde til begivenhederne er John Hemmings berømte roman “The Conquest of The Incas”, der holder sig meget tæt på sandheden og virkeligheden. Hemming har nødvendigvis været nødt til at forsøge at følge en rød tråd i de mange overleverede kronikørskildringer for at kunne holde sammen på historien, så helt objektiv er romanen ikke, men de fleste er alligevel enige om, at den fortæller noget nær den mest sandfærdige version af de faktiske begivenheder. Nogle steder anklages skatmesteren Riquelme for at have den største skyld i de mange massakrer, der fandt sted overfor den oprindelige befolkning. Han bedrog Pizarro og dennes højtstående mænd, på trods af at Fernando de Soto rådede erobrernes anfører til at sende Atahualpa til den spanske konge. Var dette sket, havde Tahuantinsuyus skæbne i sidste ende været en helt anden. Men i stedet lykkedes det i løbet af få år spanierne at udrydde mange af inkaernes skikke. I den spanske lov var der en paragraf, der påbød erobrerne nøje at overvåge, “at disse folkeslag behandles retfærdigt og med forståelse.” Burgos-lovene fra 1512 stadfæstede, at indianerne var frie og skulle beskyttes, men de tillod, at indianerne blev benyttet som arbejdskraft, hvis de samtidig blev oplært i den katolske tro af kolonisterne. Men lovene blev alligevel sat til side for utallige grusomheder, og systemet fik med tiden navnet “Encomienda”. Soltemplerne blev revet ned, og med sten fra disse opførte man i stedet kristne kirker og katedraler. Coricanchas mægtige vægge blev således en del af Santo Domingo-kirken. Kristne missionærer forsøgte at omvende de inkaer, der ikke allerede var døde som følge af sygdomme fra Europa, ved at forbyde “hedenske forestillinger”, og man ødelagde afgudsbilleder og forbød ritualer, alt sammen i håb om at få de oprindelige indfødte til at opgive den sidste smule håb. De kongelige mumier blev alle ført til Lima for at få en kristen begravelse, og det fortælles, at denne handling fik de efterladte undersåtter til at knæle og hulke, da de blev ført ud af Cuzco. Inkaernes fænomenale terrassesystemer blev forladt og forfaldt hurtigt. Næsten alle quipuer gik helt tabt, fordi man anså knude-systemet for at være djævelens værk, og stort set alle aspekter af inkakulturen blev kritiseret som "tilbagestående og uønskede" af såvel kirke som krone. I det 18. århundrede indførte spanierne forbud mod den traditionelle dragt, der i dag således ikke er helt original, men et (smukt!) mix af nyt og gammelt. En stor del af inkakulturens træk forsvandt på denne måde efterhånden. Meget af det, der har overlevet spanierne, er fundet i grave samt i form af ruinbyen Machu Picchu, som mirakuløst undgik spaniernes hærgen. I 1548 havde kun 5 millioner fuldblods-indfødte overlevet - sammenholdt med et anslået befolkningstal i 1520 på ca. 32 millioner virker det fuldstændig grotesk! Men mange døde, oftest som følge af kopper eller lignende europæiske sygdomme. De overlevende valgte at bøje sig og lade sig døbe, og mange blev slaver i miner og på marker for de nye herskere. Mestizerne blev flere og flere, mens antallet af fuldblodsindianere faldt drastisk. I dag tales quechua af ca. 12 millioner indfødte; i Peru er næsten halvdelen af befolkningen således efterkommere af indianere. I 1780 startede mestizen Tupac Amaru II, der var en direkte efterkommer af inkaerne, et oprør. Ridende på en hvid hest red han ind i byen Tungasuca i provinsen Tinta under trommelyd og forkyndte, at mit’a-arbejde og især minetvangsarbejde var forbudt. Han påbød nye ordninger, bl.a. at alle slaver skulle sættes fri, og han dømte det spanske overhoved til galgen. I 1781 belejrede han Cuzco, men han blev forrådt og taget til fange af sine egne, der førte ham til de spanske kongetro. Embedsmanden Areche spurgte Tupac Amaru om navnene på hans medskyldige, hvortil den tilfangetagne svarede: “Her er ikke andre skyldige end du og jeg. Du som undertrykker og jeg som befrier. Vi fortjener døden!" Tupac Amaru blev pint og henrettet, og det blev beordret, at hans kone, børn og nærmest tilhængere samt alle hans efterkommere til fjerde led skulle udryddes. Dette oprør mislykkedes altså også, og det blev det sidste reelle indianske forsøg på at genvinde friheden. Hvordan kunne det gå så galt? Dette spørgsmål har mange historikere gennem tiden stillet sig selv, og selv i dag er det svært at forstå, hvordan det mægtige rige, Tahuantinsuyu, kunne synke i grus så hurtigt, som det var tilfældet. Der er dog flere mere eller mindre gode forklaringer, og det må således kunne konkluderes, at inkaerne blev udsat for et ekstremt bombardement af uheldige begivenheder, der alle faldt på de værst tænkelige tidspunkter. Grundstenen blev lagt med den nedarvede inkamyte, der fortalte, at en flok skæggede guder ville ankomme fra havet mod vest. Den blev bekræftet af, at spaniernes ildvåben gjaldede med en sådan kraft, at de fremmede ifølge inkaernes overbevisning måtte beherske lyn og torden. Dertil kom så den kaotiske politiske situation, som Huayna Capac havde skabt ved at flytte hovedstaden op til den nordligste område af den nordlige del af riget og sidenhen forværre situationen ved at overlade ét rige til to sønner. Atahualpa, der var den uægte søn, havde netop besejret sin halvbror, da han blev konfronteret med “guderne”, og da først samfundsopbygningen - centreret om én eneste person: Sapa Inka - blev knust ved hans tilfangetagelse, stod et handlingslammet folk tilbage. Hvordan det så lykkedes for spanierne at slå igen, da først Manco Inka og sidenhen Tupac Amaru dukkede op med enorme hære af krigere, er en gåde af umådelige dimensioner. Det virker totalt ubegribeligt, hvordan en så ekstremt minimal styrke kunne vælte en så enestående hær. I dag står vi så tilbage med resterne af en storslået kultur, der fortsat underkues af den vestlige verden i dennes jagt på ressourcer i både Amazonas-regnskoven og de olieholdige ørkenområder. Men vi vil ikke anerkende, at undertrykkelsen og udnyttelsen stadig eksisterer - ikke engang de forfærdelige begivenheder i fortiden vil vi stå ved. Således opstod der en mindre konflikt i 1992, da spanierne havde forberedt en fejring af 500-året for Columbus’ ankomst til Bahamasøerne. De latinamerikanske regeringer blev rasende, for de mente, at det var mere på sin plads at sige, at de opdagede Columbus, fremfor omvendt. Resultatet af striden blev, at man officielt anvendte udtrykket “et møde mellem forskellige verdener” om den 500 år gamle begivenhed. Vendingen “opdagelsen af Amerika” er blevet det udtryk, vi anvender for at dække over fortidens fejltagelser, men hvorfor er det så svært at indrømme, at vore forfædre har begået nogle grusomheder? Hvorfor tør vi ikke tage den byrde på vore skuldre? Måske er det blevet en så indgroet del af vores bevidsthed, at vi ikke kan tro på andet end vores egen selvretfærdighed? I stort set alle bøger tages der parti for de europæere, der engang tog ud og udforskede verden - Columbus er en helt, ligeledes Kaptajn Cook og Magellan med flere. Hvis nogle af vores helte blev truet af indfødte, så var det da synd for vore helte. Selvfølgelig kan man sige, at de opdagelsesrejsende ikke i sig selv udgjorde nogen trussel, men der gik sjældent mange år efter den forholdsvis fredelige opdagelse af et nyt land eller kontinent, før den erobringsgale del af europæerne kom susende i jagten på berømmelse, guld, sølv og kvinder. Heldigvis har en stor del af den oprindelige kultur formået af overleve - Andesbjergene huser stadig mange træk fra fortiden. Og midt i det hele ligger en strålende perle, hvor fortid og nutid mødes i et storslået og farverigt sceneri: Inkaernes gamle hovedstad, Cuzco! => Næste kapitel: Cuzco Tahuantinsuyu - Inkaernes Univers - En rejse gennem Ecuador, Peru og Bolivia |