Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR

 

Uredigeret version af debatindlæg bragt i Altinget den 23. september 2009

med titlen "DI og fødevareministeren ignorerer FN"

Dansk Industri og fødevareministeren ignorerer FN
af Rune-Christoffer Dragsdahl, stud.scient.anth., BA i antropologi


I Altinget 21/9 skriver branchedirektør i DI Fødevarer, Ole Linnet Juul, at Fødevareministeriets udspil om GMO er et ”omfattende og overbevisende datamateriale”.

 

Denne påstand er forbløffende. I april 2008 udgav FN’s landbrugsvidenskabelige panel rapporten ”The International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Development” (IAASTD). Formålet var at vurdere forskellige landbrugsteknologiers potentialer, og rapportens hovedpointe var, at landbruget står ved en skillevej. GMO blev vurderet til at have et begrænset potentiale. Derimod argumenterede rapporten for en mere holistisk landbrugsforståelse, og især økologiske metoder blev fremhævet, da de er dokumenteret både produktive og bæredygtige.

 

IAASTD er overhovedet ikke nævnt i Fødevareministeriets GMO-syntese. Men rapporten blev skrevet over 3 år af 400 forskere og sendt til gennemlæsning hos yderligere 3.000. Initiativet til den kom i sin tid fra Verdensbanken og GMO-producenterne Monsanto og Syngenta. De to sidstnævnte trak sig dog kort før udgivelsen i skuffelse over konklusionerne.

 

På en konference i Johannesburg blev IAASTD godkendt af 61 landes regeringer, bl.a. Sverige, Storbritannien og Frankrig. Danmark var ikke til stede.

 

Jeg deltog, ligesom Ole Linnet Juul, på den konference i Dansk Industri fredag den 18. september, hvor Fødevareministeriets rapport blev fremlagt. Under den afsluttende debat spurgte jeg om, hvorfor der i Fødevareministeriets GMO-syntese ikke er én eneste henvisning til IAASTD. Jeg fik intet svar.

 

Jeg går ud fra, at Ole Linnet Juul var til stede under dette spørgsmål, og det undrer mig derfor, at han nu i Altinget ukritisk roser datagrundlaget for Fødevareministeriets rapport.

 

Jeg har i øvrigt stillet samme spørgsmål til fødevareministeren i Politiken 18/9, og jeg afventer i skrivende stund fortsat hendes svar.

 

Ole Linnet Juul pointerer, at ”man kan ikke benægte fakta, som de fremstår i vidensyntesen”. Men når fødevareministerens vidensyntese åbenlyst ignorerer verdenshistoriens mest seriøse landbrugsanalyse, er der grund til al mulig skepsis.

 

Ved at ignorere IAASTD har Fødevareministeriets GMO-syntese skabt sig selv et troværdighedsproblem. Mon ikke det er tid til eftertanke, herunder at læse IAASTD-rapporten, inden Dansk Industri udtaler sig yderligere om GMO?

 

Svar fra fødevareministeren 28/9-2009: Mere nuanceret GMO-debat, tak

 

-

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.