Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR   Uredigeret version af debatindlæg bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 21. april 2010.´ Dansk landbrug ved en skillevej af Rune-Christoffer Dragsdahl, BA i antropologi, stud.scient.anth. Jyllands-Posten artikelserie om landbruget afsluttes med en lederartikel (15/4), der påpeger, at erhvervet i årevis har manglet politisk opmærksomhed, og at ”dansk landbrug står ved en skillevej”. Men hvad er det så for en skillevej? Her peger både forskning og sund fornuft på især én ting: Der skal produceres færre animalske fødevarer – og flere vegetabilske. Og primært økologisk. Inden svinebønderne får morgenkaffen galt i halsen, er det væsentligt at pointere, at denne alvorlige debat ikke må fordrejes af en forsimplet enten-eller diskussion om veganisme eller vegetarisme sat stejlt op over for røde bøffer og status quo. Det handler om færre animalske fødevarer – ikke om at nedlægge den animalske produktion. En omlægning er ikke til at komme udenom. For de talrige kritikpunkter, krav og afgifter, som frustrerer og bebyrder dansk landbrug, er i høj grad relateret til det faktum, at der primært produceres husdyr og foderafgrøder. Der dyrkes alt for få vegetabilske afgrøder til mennesker. Tag f.eks. vandforbrug og vandforurening. Det 21. århundredes geopolitiske konflikter og kriser kommer især til at dreje sig om vand. Og ifølge FN's fødevare- og landbrugsorganisation er husdyr verdens største kilde til vandforurening; produktionen af vegetabilier forurener ikke nær så meget. Lige så alvorligt er dog vandforbruget. Vi har alle lært at spare på vandet, når vi tager bad, børster tænder eller vasker tøj. Men disse besparelser på i bedste fald et par hundrede liter vand er proportionsløse i forhold til kødproduktionens vandforbrug: At producere 1 kg oksekød kan således kræve op mod 100.000 liter vand, sammenlignet med cirka 1.000 liter vand for et kilo korn. Det skyldes ene og alene det faktum, at dyr spiser mere mad, end de giver os. Igen er det netop det, at dyrene er dyr, der er selve problemets kerne. Det samme gør sig gældende for afskovning og tab af biodiversitet: Fordi dyrene skal spise, kræver det større arealer landbrugsland at producere kød og mælk end vegetabilier. Globalt er den danske svinekødsproduktion afhængig af sojafoder fra Sydamerika, og derfor fældes regnskoven, hvorved vi også mister naturlige kilder til binding af CO2. Og unikke dyre- og plantearter udryddes for bestandig. Herhjemme er det blandt andet storken og nu også haren, der står for skud. Eller hvad med antibiotikaresistensen som koster et stigende antal danskere deres liv og førlighed? En væsentlig årsag er svineproduktionens forbrug af antibiotika, som kun benyttes, fordi dyrenes helbred er elendigt som følge af produktionsforholdene. Antibiotika anvendes jo kun i yderst begrænset omfang, hvis svinene opdrættes i forhold til deres naturlige behov. Men det ville kræve færre svin – og dermed mindre foderproduktion og øget produktion af vegetabilske fødevarer. Et landbrug med færre husdyr og flere vegetabilier ville gavne folkesundheden, mindske antibiotikaresistensen og risikoen for epidemier, mindske vandforureningen og vandforbruget, samt bevare mere skov og biodiversitet. Der er ikke tale om en afvikling af landbruget. Det handler heller ikke om, at vi skal være vegetarer på Femø-lejr, som Morten Messerschmidt ironisk har bemærket om køddebatten. Nej, det drejer sig simpelthen om, at et landbrug med for mange husdyr, og få vegetabilier, aldrig bliver bæredygtigt. At fortsætte den ensidige satsning på animalske fødevarer er at spille hazard med dansk landbrugs fremtid. At påstå det modsatte er at stikke danskerne blår i øjnene. Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.