Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR   Kronik bragt i Weekendavisen den 25. juni 2010. I Weekendavisen er artiklen bragt med titlen Kødfri dage over hele kloden. Dette er den uredigerede version, dvs. forud for Weekendavisens afsluttende ændringer, forkortelser og og sproglige justeringer. Links til kilder, samt en litteraturliste, er desuden tilføjet. FN i kamp om klodens kødkultur af Rune-Christoffer Dragsdahl, kandidatstuderende i antropologi, Københavns Universitet FN har taget et opsigtsvækkende skridt til et ideologisk opgør om mad, hvis udfald vil få vidtrækkende konsekvenser for mennesker og miljø i det 21. århundrede. FN’s miljøprogram UNEP, United Nations Environment Programme, udgav den 5. juni i anledning af Verdens Miljødag en ny rapport, der sammenligner forskellige menneskelige aktiviteters indvirkning på planeten. Rapportens mest markante budskab er, at der er behov for »en betydelig global kostændring, væk fra animalske produkter« (1). De 27 eksperter i FN’s ressourcepanel har nemlig udpeget to faktorer, som belaster miljøet særlig meget: fossile brændstoffer og landbrugsvarer. Hvor de fossile brændstoffers skurkerolle er velkendt, er udfordringerne i landbruget et undervurderet aspekt i debatten om global bæredygtighed. Landbrug tegner sig for 70 procent af det globale vandforbrug og 38 procent af arealforbruget. Desuden udleder landbruget en stor del af verdens drivhusgasser og skadelige stoffer. Og ifølge rapportens hovedforfatter, professor Edgar Hertwich fra Norwegian University of Science and Technology, skader biomasse og dyrefoder miljøet lige så meget som afbrænding af fossile brændstoffer, mens produkter fra dyr skader miljøet mere end byggematerialer som sand, cement, plastic og metal (2). Og endelig spiser produktionsdyrene ifølge UNEP over halvdelen af verdens afgrøder. Derfor er det måske ikke så overraskende, at UNEP vurderer, at udfordringerne ikke kan løses alene ved effektiviseringer. Ifølge panelet er det ikke en gang sikkert, at et mere effektivt landbrug kan opveje selve den forventede befolkningsvækst. Og når efterspørgslen på ressourcekrævende fødevarer som kød og mælk samtidig ventes fordoblet i 2050, er det en logisk konsekvens, at UNEP nu direkte taler for mere grøn mad. Chefen for UNEP, Achim Steiner, anerkendte ved præsentationen af rapporten, at der er tale om svære valg, og at nogle af de muligheder, politikerne bør overveje, er en intelligent omlægning af støtteordninger, samt et nyt skattesystem, der gør en ubæredygtig livsstil dyrere (3). Næsten alle aspekter af bæredygtighed er i de senere år blevet omregnet til CO2, og medierne vinkler oftest miljønyheder som klimastof. En række britiske aviser(3, 4) har da også allerede skrevet rapporten ind i klimadebatten, hvilket blot viser, at de ikke har sat sig ind i dens indhold. For UNEP-rapporten beskæftiger sig netop med bæredygtighed bredt set. Hvad angår klimaet, så citeres FNs fødevare- og landbrugsorganisation FAO ofte for, at 18 procent af de menneskeskabte drivhusgasser stammer fra husdyrproduktion (5). Færre ved imidlertid, at det hollandske institut for miljøvurdering har beregnet, at Verden ved at omlægge til bæredygtig kost frem til 2050 kan halvere de forventede udgifter til at begrænse den globale opvarmning og derved spare 20.000 milliarder dollars (6). Eller at to miljørådgivere fra Verdensbanken for World Watch Institute har vurderet, at husdyrproduktionens klimaandel er stærkt undervurderet og muligvis er på over 51 procent (7). Kontroversielle tal, men fra lødige kilder. Denne klimareduktionisme gør måske livet lettere for de, der tvivler på menneskeskabt global opvarmning. Men den forsimpler også udfordringerne, for klima er kun ét problematisk aspekt ved kød. Ifølge rapporten Livestock’s Long Shadow (2006) fra FAO fremstår husdyrsektoren som »en af de væsentligste bidragsydere til de alvorligste miljøproblemer, på alle niveauer fra lokalt til globalt« (5). Ikke desto mindre er FAOs tidligere rapport i årevis stort set kun blevet citeret for sine tal om drivhusgasser. Medierne gentager nu fejlen med UNEP’s nye rapport, hvor hovedbudskabet ellers er, at en bæredygtig kost med mindre kød og mælk bør være en topprioritet for ressourcepolitikken i det 21. århundrede. Husdyrproduktion er ifølge FAO den største trussel mod biodiversiteten for 306 ud af verdens 825 vigtigste økosystemer. Desuden er husdyrproduktion en nøglefaktor i afskovning. I Latinamerika, hvor den største grad af afskovning finder sted, bliver 70 procent af de tidligere skovarealer anvendt som græsgange, og foderafgrøder dækker en stor del af de sidste 30 procent (5). Samme sektor er globalt set hovedårsagen til vandforurening og har et kolossalt vandforbrug (5). I et århundrede, hvor vandknaphed bliver en enorm udfordring også sikkerhedspolitisk, er dette yderst alvorligt. Dertil kommer kødforbrugets ansvar for visse såkaldte civilisationssygdomme, samt husdyrproduktionens rolle i epidemispredning(8). Det er med andre ord en samfundsøkonomisk dyr fornøjelse, at verden spiser for meget kød. Økonomen Lord Stern(9) og FN’s klimachefer Rajendra Pachauri (10) og Yvo de Boer har tidligere i individuelle interviews talt varmt for, at verdens indbyggere bør spise mindre kød og mere grønt. Det samme budskab blev for nylig populariseret af forfatteren Jonathan Safran Foer. Nu er 27 ressourceeksperter nået til samme konklusion, og FN som institution bakker op. Kødforbrugets skyggesider må naturligvis ikke forveksles med, at kødspisning i sig selv er problemet. Nogle økosystemer nyder godt af husdyr, visse arealer udnyttes bedst til græsning, og agroøkologiske landbrug har brug for dyr og gødning for at være bæredygtige og produktive. Men Danmark har ifølge WWF med 110 kilo per person om året (11) et af verdens højeste kødforbrug, og andre angiver endda højere tal. Det globale gennemsnit er cirka 42 kg om året, og gennemsnittet for udviklingslandene er cirka 30 kg (5). Ifølge WWF har Danmark verdens fjerdestørste ressourceforbrug per indbygger (12), og dette skyldes ikke mindst vores husdyrproduktion og kødforbrug, som er steget voldsomt i løbet af de sidste 50 år. Kina fordoblede sit kødforbrug fra 25 kg om året i 1990 til 50 kg om året i 2000 (13), og det er siden da steget væsentligt mere. Vi holder vejret, mens vi venter på, hvad der sker, hvis Indien, hvor forbruget længe har ligget på 5 kg kød per indbygger (13), bevæger sig i samme retning. Der er cirka en halv milliard vegetarer i Indien, hvor forbruget af mælkeprodukter per indbygger er eksploderet. Hvad sker der, hvis blot en mindre andel af vegetarerne får smag for kød? Det er altså ikke just en minoritetsideologi, som FN nu har valgt at udfordre. De seneste års debat om globale fødevareressourcer er gennemsyret af den traditionelt vestlige kødkultur. For eksempel har professor Paul Collier fra Oxford University hævdet, at folk i Asien spiser »bedre end før: kulhydrater erstattes af protein« (14). Men det er ukorrekt: Kineserne erstatter mest af alt deres kulhydrater med fedt. Colliers misforståelse udspringer formentlig af en gammel myte om, at den vestlige kost på grund af dens høje andel af kød er mere rig på proteiner end maden andre steder i verden, samt en opfattelse af at proteiner er vigtigere end andre næringsstoffer. Denne vestlige ideologi blev imidlertid allerede slagtet i 1970erne, da både ernærings- og udviklingsforskere tog et opgør med »proteinmyten«, der i årtier havde været årsag til en forfejlet ernæringspolitik i klodens fattigste lande. For de underernærede manglede ikke kun protein, de manglede sund og tilstrækkelig mad i det hele taget (15, 16, 17). Alligevel er kød stadig et symbol på civilisation. Således har Connie Hedegaard om en mulig reduktion af den danske svineproduktion skrevet, at vi ikke skal »vende tilbage til at leve, som vi gjorde for flere hundrede år siden.« (18) Og tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen har skrevet, at kineserne efterspørger »mad af højere kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris« (19). Men er svinekød virkelig af højere kvalitet end traditionel kinesisk mad? Nej, ministerens påstand afspejler blot en kulturspecifik udviklingsideologi. En beslægtet opfattelse er, at kødspisning er drivkraften bag hele menneskehedens evolution. Inden for evolutionsstudier er det en udbredt vurdering, at kød spillede en afgørende rolle i menneskets udvikling. Denne teori blev i 2006 anvendt af den australske kødindustri i en kampagne, hvor iøjnefaldende grafik sammenkoblede rødt kød med både evolutionen, menneskets hjernekapacitet og alle teknologiske fremskridt, inklusive opfindelsen af internettet og iPoden. Ifølge antropologen Adrian Peace fra University of Adelaide fik kampagnen Australiens forbrug af rødt kød til at stige med 12 procent på to år (20). Forfattere som Nick Fiddes (21) og Jeremy Rifkin (22) har skrevet bøger med talrige eksempler på de kulturelle forestillinger, der knytter sig til mad. Kødideologien udspringer ifølge Fiddes til dels af 1800-tallets raceteorier. Den indflydelsesrige læge George Beard mente for eksempel, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt kød svarede til et evolutionshierarki der gik fra de vilde farvede racer til de civiliserede hvide racer. Under Anden Verdenskrig blev forestillingerne om kødets overlegenhed taget så alvorligt, at både USA (22), Japan (23) og Nazityskland (24) forsynede soldaterne med ekstra meget animalsk protein. Og 40 år senere skrev landbrugsmagasinet Farm Journal, hvad andre tænkte: »At udvide og variere kødproduktionen forekommer at være et første skridt for ethvert land i udvikling. De starter alle med at indføre moderne faciliteter til kyllinge- og æggeproduktion – den hurtigste og billigste måde at producere ikke-vegetabilsk protein på. Derpå klatrer de så hurtigt som deres økonomier tillader op ad 'proteinstigen' til svinekød, mælk og mælkeprodukter, til græsopfedet oksekød og til sidst, hvis de kan, til kornopfedet oksekød.« (25) Det er disse kulturelle forestillinger om mad og civilisation, som FN nu udfordrer. Der er lang vej igen, før opgøret slår igennem politisk, folkeligt og globalt. Men UNEP's utvetydige udmelding kan blive skelsættende for det 21. århundrede. - Kilder: (1) UNEP 2010. Assessing the Environmental Impacts of Consumption and Production: Priority Products and Materials. A Report of the Working Group on the Environmental Impacts of Products and Materials to the International Panel for Sustainable Resource Management. Hertwich, E., van der Voet, E., Suh, S., Tukker, A., Huijbregts M., Kazmierczyk, P., Lenzen, M., McNeely, J., Moriguchi, Y. http://www.unep.org/resourcepanel/documents/pdf/PriorityProductsAndMaterials_Report_Full.pdf (2) UNEP 2010. Energy and Agriculture Top Resource Panel's Priority List for Sustainable 21st Century. Pressemeddelelse fra UNEP. http://www.unep.org/Documents.Multilingual/Default.asp?DocumentID=628&ArticleID=6595&l=en&t=long (3) The Telegraph 2010. Eat Less Meat to Save the Planet - UN. The Telegraph 2 June 2010. http://www.telegraph.co.uk/earth/earthnews/7797594/Eat-less-meat-to-save-the-planet-UN.html (4) The Guardian 2010. UN urges global move to meat and dairy-free diet. The Guardian 2 June 2010. http://www.guardian.co.uk/environment/2010/jun/02/un-report-meat-free-diet (5) FAO 2006. Livestock's Long Shadow: Environmental Issues and Options. Henning Steinfeld, Pierre Gerber, Tom Wassenaar, Vincent Castel, Mauricio Rosales, Cees de Haan. http://www.fao.org/docrep/010/a0701e/a0701e00.HTM (6) Netherlands Environmental Assessment Agency 2009. Climate Benefits of Changing Diet. Climatic Change, Volume 95, Numbers 1-2, July 2009. Elke Stehfest, Lex Bouwman, Detlef P. van Vuuren, Michel G. J. den Elzen, Bas Eickhout and Pavel Kabat. http://www.springerlink.com/content/053gx71816jq2648/ (7) World Watch Institute 2009. Livestock and Climate Change. Robert Goodland and Jeff Anhang. http://www.worldwatch.org/files/pdf/Livestock%20and%20Climate%20Change.pdf (8) FAO 2007. Industrial Livestock Production and Global Health Risks. http://www.fao.org/AG/AGAINFO/programmes/en/pplpi/docarc/rep-hpai_industrialisationrisks.pdf (9) The Guardian 2009. Vegetarian Diet is Better for the Planet, says Lord Stern. The Guardian, 26 October, 2009. http://www.guardian.co.uk/environment/2009/oct/26/palm-oil-initiative-carbon-emissions (10) BBC News 2008. Shun meat, says UN climate chief. BBC News 7 September 2008. http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/7600005.stm (11) WWF 2006. Madens globale fodaftryk. http://www.wwf.dk/dk/Service/Bibliotek/Globalt+fodaftryk/Rapporter+mv./Madens+globale+fodaftryk.pdf (12) WWF 2008. Living Planet Report 2008. http://assets.panda.org/downloads/living_planet_report_2008.pdf (13) FAO 2004. Tal fra FAO-STAT gengivet i avisen The Guardian: Meat Consumption per Capita. September 2, 2009. http://www.guardian.co.uk/environment/datablog/2009/sep/02/meat-consumption-per-capita-climate-change (14) Collier, Paul 2008. The Politics of Hunger. How Illusion and Greed Fan the Food Crisis. I: Foreign Affairs, November/December 2008. http://www.foreignaffairs.com/articles/64607/paul-collier/the-politics-of-hunger (15) McLaren, Donald S. 1974. The Great Protein Fiasco. I: The Lancet, July 13, 1974. http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(74)91649-3/abstract (16) McLaren, Donald S. 2000. The Great Protein Fiasco Revisited. I: Nutrition, Vol 16, 2000. http://www.nutritionjrnl.com/article/S0899-9007(00)00234-3/abstract (17) Diener, Paul & Moore, Kurt & Mutaw, Robert 1980. Meat, Markets and Mechanical Materialism: The Great Protein Fiasco in Anthropology. I: Dialectical Anthropology 5, 1980. http://www.springerlink.com/content/l7405848p2t3q611/ (18) Jyllands-Posten 2009. Vi skal gøre væksten grøn. Debatindlæg, Connie Hedegaard, 18. april 2009. (19) Jyllands-Posten 2008. Om igen, Touborg. Debatindlæg, Eva Kjer Hansen, 23. juni 2008. (20) Peace, Adrian 2008. Meat in the Genes. I: Anthropology Today, Vol 24 No 3, June 2008. http://www3.interscience.wiley.com/journal/120084733/abstract (21) Nick Fiddes 1991. Meat: A Natural Symbol. (22) Jeremy Rifkin 1992: Beyond Beef: The Rise and Fall of Cattle Culture. (23) Katarzyna Cwiertka 2004. Western Food and the Making of the Japanese Nation-State. I: Lien (red.): The Politics of Food. (24) Rivers, citeret i Nick Fiddes 1991. Meat: A Natural Symbol (s. 11). (25) Farm Journal; citeret i J. Rifkin 1992. Beyond Beef: The Rise and Fall of Cattle Culture (s. 162). Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.