Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR   Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 26. februar 2011. 40 års kronisk fødevarekrise af Rune-Christoffer Dragsdahl, kandidatstuderende i antropologi FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) meddelte for nylig, at prisindekset for fødevarer i januar for anden måned i træk satte rekord. Det er dermed højere nu, end da den såkaldte ”fødevarekrise” var på sit højeste i juni 2008. Jeg skriver ”fødevarekrise” i anførselstegn, for det er en stærkt vildledende betegnelse. I de sidste 40 år har der konstant været mellem 800 og 900 millioner sultne og underernærede mennesker i verden. Reelt steg antallet af sultne i 2008 ”kun” med cirka 150 millioner, til 1 milliard mennesker. Den globale sult må derfor mildt sagt betegnes som et kronisk problem og ikke en ”krise”. Så hvorfor omtaler vi begivenheder i 2008 (og nu igen i 2011) som ”fødevarekrise” - som om disse begivenheder kan isoleres fra de foregående 40 års kroniske sultkatastrofe? Det gør vi især, fordi fødevarekrisen blev mere synlig i 2008. Chokerende billeder gik verden rundt, hvor vi så de fattige på Haiti være tvunget til at spise mudderkager, og hvor der sågar begyndte at gå inflation i selv prisen på mudder. Et lignende mønster ser vi nu gentage sig i 2011: Den kroniske fødevarekrise bliver mere synlig, fordi de stigende fødevarepriser fører til folkelige protester i Mellemøsten. I Tunesien spillede fødevarepriserne således en hovedrolle i, at regeringen blev væltet, og i Egypten har der de senere år været talrige demonstrationer og politisk uro som følge af prisstigninger på fødevarer. Mennesker finder sig i forbløffende meget undertrykkelse, korruption og politisk vanrøgt. Men hvis man ikke længere har råd til at få mad på bordet, så er det dråben, der får bægeret til at flyde over. I hvert fald blandt de fattige i byerne. For mens hele verdens opmærksomhed rettes mod protesterne i Mellemøstens storbyer, lider mange hundrede millioner fattige i verdens landområder under ”den stille sult”, fuldstændig som de har gjort det de foregående 40 år. Det er ganske givet tiltrængt at udskifte regeringerne i en række mellemøstlige lande, så på den vis kan man bizart nok glæde sig over de stigende fødevarepriser. Men at vælte korrupte regimer er slet, slet ikke nok, hvis 9 milliarder mennesker skal brødfødes i 2050. For hvorfra skal der komme varigt demokrati, og hvordan skal de fattige få et bedre liv, når den kroniske, globale fødevarekrise fortsætter og med stor sandsynlighed forstærkes i de kommende årtier? 40 års fødevarekrise skyldes et konstant pres på de globale fødevareressourcer. Befolkningsvæksten er en afgørende faktor for dette pres; det samme er den øgede anvendelse af biobrændstoffer, som lægger beslag på stadigt større landbrugsarealer. Læg dertil at halvdelen af verdens afgrøder anvendes som dyrefoder, især til kødproduktion, og at det globale kødforbrug forventes fordoblet i år 2050. Set i det lys er det forstemmende, at både politikere, analytikere og medier nu i 2011 igen anvender den misvisende betegnelse ”fødevarekrise”, som om det er en trold, der er sprunget op af en æske. Hvis håbet om varigt demokrati i Mellemøsten og et bedre liv for verdens fattige skal blive til virkelighed, skal de langsigtede løsninger prioriteres: Flere midler til landbrugsudvikling i fattige lande, mere støtte til familieplanlægning til lande med høje fødselstal, samt mindre madspild og mere grønne madvaner i de rige lande. Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.