Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR   Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 3. oktober 2011. Den enes kød, den andens brød af Rune-Christoffer Dragsdahl, kandidatstuderende i antropologi I en kronik (JP 23/9) påpeger tre repræsentanter fra henholdsvis Fødevareforbundet, 3F og Landbrug & Fødevarer, at der er vækstfremtid i fødevaresektoren, fordi vi i Danmark er gode til at producere nogle af de ting, som verden vil efterspørge fremover. De tre kronikører skriver således, at ”i takt med at verdens middelklasse vokser voldsomt - især fordi kineserne bliver rigere - stiger efterspørgslen efter fødevarer af høj kvalitet som de danske”. Og kort efter skriver de: ”Dansk mælk, ost og kød er faktisk i høj kurs ude i verden”. Med andre ord: Kronikørerne mener tilsyneladende, at mælk, ost og kød er af højere kvalitet end traditionel kinesisk mad. Den samme tanke luftede tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen for nogle år siden, da hun i JP skrev, at kineserne efterspørger "mad af højere kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris". Denne ideologi om kødets overlegenhed har rødder tilbage til det 19. århundredes raceteorier, hvor for eksempel den indflydelsesrige læge George Beard mente, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt kød svarede til et evolutionshierarki fra de vilde og farvede racer til de civiliserede hvide racer. Det er i hvert fald en lignende tankegang om kød som statussymbol, der i dag er med til at drive kødforbruget frem. Allerede i 2007 havde kineserne et meget højt kødforbrug på cirka 60 kg om året, hvilket er mere end en fordobling fra 25 kg i 1990. Det stigende kødforbrug bidrager til, at Kina oplever en øget forekomst af kostrelaterede sygdomme. Samtidig har den kinesiske kødproduktion – verdens suverænt største – alvorlige globale konsekvenser. For der bruges enorme ressourcer til at affodre produktionsdyrene med. Foderforbruget bidrager dels til regnskovsrydning, dels til misbrug af fødevareressourcer, som i stigende grad bruges til at kødføde verdens rige fremfor at brødføde verdens fattige. I dag spiser produktionsdyr over halvdelen af verdens afgrøder. Og vi er nødt til at omlægge vores egen ubæredygtige produktion, før vi for alvor kan pege fingre ad Kina. Danmark er det land i verden, som per indbygger bruger mest landbrugsland til at fodre landbrugsdyr med. 81 % af vores landbrugsareal benyttes til produktion af dyrefoder. Ifølge beregninger fra professor Kristian Thorup-Kristensen fra Københavns Universitet kunne Danmark i teorien brødføde op mod 80 millioner mennesker, hvis vi producerede mad til mennesker i stedet for foder til dyr. Kronikørernes forslag om produktion af biogas baseret på gylle er derfor en lappeløsning. Den kødproduktion, som gyllen er et biprodukt af, kræver jo stadig enorme mængder dyrefoder. Næsten 1 milliard mennesker lever i kronisk sult, mens kronikørerne jubler over, at den danske svinekødseksport til Kina har potentiale til at fordoble værdien i de kommende år. Skal Danmark virkelig forsøge at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser ved at tage brødet ud af munden på verdens fattige? Svaret må og skal være et rungende nej. FN's ressourcepanel vurderede i en rapport udgivet i juni 2010, at der er behov for ”en betydelig global kost-ændring, væk fra animalske produkter”. Og i sidste uge tog EU-Kommissionen de første skridt mod en ressource-strategisk reduktion af produktionen og forbruget af kød og mælk til fordel for en sundere og mere bæredygtig kost. Det er i den retning, at den danske fødevaresektors fremtid ligger. Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.