Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR

 

Uddrag af debatindlæg af fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 17. oktober 2009 som svar på mit indlæg den 8. oktober.

Spis kød til grøntsagerne
af Eva Kjer Hansen, fødevareminister (V)

"Jeg vil blive ved med at spise kød.

 

Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste. I JP 8/10 tordner Rune-Christoffer Dragsdahl imidlertid mod "overproduktionen" af kød på verdensplan. Han mener, at kød er skyld i talrige miljøproblemer.

 

Argumentet er, at produktionen af kød kræver et stort forbrug af korn til foder.

Jeg anerkender, at al produktion lægger et pres på vore naturlige ressourcer - også produktionen af kød. Derfor er jeg enig med Rune-Christoffer Dragsdahl i, at mindre kød i kosten kan være ganske fornuftigt set i f. eks. en klimamæssig sammenhæng.

Men det er, som om han bilder sig ind, at han bare kan fjerne kød fra vores kost.

Dragsdahl mener, at »en begrænset husdyrproduktion i Europa med stor sandsynlighed vil inspirere andre verdensdele til at gå samme vej«. Men det er aldeles urealistisk, at mennesker skulle ønske et liv uden kød.

Jo rigere verden bliver, des mere vil mennesker ønske en varieret kost.

Der er f.eks. ikke noget at sige til, at især svinekød i stigende grad erstatter risen på de kinesiske middagsborde. Her i Danmark kan vi da også godt lide at supplere grøntsagerne med noget godt kød. Og hvorfor skulle kineserne ikke have adgang til de samme fødevarer, som vi har her i Vesten?

Netop derfor mener jeg også, at vi skal sørge for at producere så skånsomt som muligt. Her har moderne bioteknologi et potentiale, som det ville være dumt ikke at udnytte.

Forskerne arbejder ihærdigt på at frembringe planter, der kræver færre pesticider, mindre vand og mindre kunstgødning.

[...]

Samtidig skal verdens produktion af fødevarer ifølge FN stige med 50 pct. frem mod 2030. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne brødføde verden.

Derfor er det nødvendigt at undersøge nye produktionsmetoder, også genteknologi.

Genteknologien har været brugt i praksis i mere end et årti med gode resultater. Vi skal stadig benytte den nye teknologi med omtanke, men tiden er løbet fra den ureflekterende modstand mod GMO.

Lad os dog se med friske øjne på både ulemper og fordele ved de genmodificerede afgrøder."

Opfølgende indlæg af Rune-Christoffer Dragsdahl (23/10): Minister uden kødkultur

-

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.