Tilbage til ARTIKLER - Tilbage til KØDKULTUR

 

Uddrag af debatindlæg af fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), trykt i Politiken 26. september 2009 som svar på mit indlæg den 18. september.

Lad os så få en kvalificeret debat om genmodifikation
af Eva Kjer Hansen, fødevareminister (V)

"Debatten om genmodificerede organismer (GMO) er fuld af myter. Således tror ca. 20 pct. af europæere fejlagtigt, at deres egne gener kan blive modificerede, hvis de spiser genmodificeret mad.

 

[...]

Jeg kunne godt tænke mig en lidt mere fordomsfri debat om GMO.

 

Derfor har Fødevareministeriet udgivet en rapport om GMO, hvor eksperterne kommer til orde, så vi på et sagligt grundlag kan blive oplyst om fordele og ulemper ved genteknologien.

 

I dag er debatten om genteknologi mere præget af følelser end fornuft. Det er den antropologi-studerende Rune-Christoffer Dragsdahls (RCD) indlæg i Politiken (18.9) et godt eksempel på.

 

Han citerer således en passage fra GMO-rapporten, der gør opmærksom på, at »vores viden er baseret på forholdsvis få erfaringer og undersøgelser«. Det er jeg helt enig i, og derfor har Fødevareministeriet afsat 65 millioner til forskning i brug af bioteknologi inden for landbrug og fødevarer.

 

Og lad mig så i øvrigt citere den næste sætning, som RCD åbenbart ikke fandt plads til: »Men grundlæggende viser undersøgelserne, at GM-teknikken har et stort potentiale, der under de rette forudsætninger kan udgøre et vigtigt redskab i fremtidens forædling og fødevareteknologi«. RCD nævner en rapport fra det såkaldte IAASTD-panel, som han kalder for FN's landbrugspanel. Rapporten handler om mange andre ting end GMO og udgør ikke den sønderlemmende kritik af teknologien, som RCD giver udtryk for.

 

Tværtimod beskriver den nuanceret, hvordan forskellige lande har haft forskellige erfaringer med GMO -planter.

 

Industrilande har således kunnet nedbringe forbruget af pesticider ved at dyrke insektresistente afgrøder, med mindre miljøbelastning til følge. Mens ulande, hvor der i forvejen bruges færre pesticider, ikke har oplevet den samme besparelse.

 

Når Fødevareministeriet har udgivet rapporten om GMO, er det netop for at få fakta på bordet og diskutere, under hvilke omstændigheder genteknologi kan føre til mere effektiv og miljøskånsom produktion af fødevarer."


Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.